Demensvenlige informationsmøder
Roskilde Stift skal være demensvenligt. I den kommende periode kan du deltage i demensvenlige informationsmøder mange steder i stiftet. Disse møder giver vigtig viden om demens, og hvordan vi bedst støtter mennesker med en demenssygdom.
Senest har der været velbesøgte møder i Stege og Vordingborg. Og i Jersie Sognehus, i Greve-Solrød Provsti var repræsentanter fra sogne, kommuner, Alzheimersforeningen og Ældre Sagen mødt op for at dele viden og erfaringer.
Diakon Ulrikka Petersen fra Hundige-Kildebrønde Sogne siger:
"Folkekirken skal inkludere alle, og der bliver flere og flere mennesker med demens i vores samfund. Derfor er det vigtigt, at der er plads til dem."
Formand for Karlslunde Menighedsråd, Anita Helles Hansen, deltog også i mødet i Jersie Sognehus og blev inspireret til at arbejde videre med idéen om demensvenlige gudstjenester:
"Vi har mange aktiviteter i forvejen, men det kunne være spændende at integrere demensvenlige gudstjenester - måske i samarbejde med andre."
Vil du være med til at gøre en forskel? Deltag i de kommende demensvenlige møder i dit provsti. Se en liste over møder herunder.