En vinterdag træder en kristen, en muslim og en jøde ind i 9. klasse på Klostermarksskolen i Roskilde. De er der ikke, fordi de er præster, prædikanter eller lærere, men fordi de er mennesker med hver deres tro. De er en del af projektet DinTro-MinTro, der gennem samtaler med børn og unge ønsker at nedbryde fordomme om religion og bidrage til et mere tolerant samfund.

”I må spørge mig om alt,” siger Isak Altschul, der er 21 år, studerer på universitetet og som funfact afslører, at han elsker at komponere elektronisk musik. Og – nå ja – så er han jøde og tror på Jahve, eller som det staves korrekt: JHWH (hebraisk har ikke vokaler).

Han sidder i et klasselokale på Klostermarksskolen, omgivet af drenge og piger fra skolens 9. klasse. Han er iført kalot og har et tørklæde over skuldrene. Eleverne spørger oprigtigt og nysgerrigt:

”Tror du virkelig på eksistensen af en gud? Vil du gifte dig med én, der ikke er jøde? Er du omskåret?”

”De fleste elever, jeg taler med, har aldrig mødt en jøde,” fortæller Isak.

”Uvidenhed kan føre til fordomme, mistillid og modstand. Jeg føler et stort ansvar for at repræsentere min religion og vise, at religion ikke er farligt – og at vi troende er ligesom alle andre mennesker. Jeg synes, det er stærkt, at vi står her sammen: islam, kristendom og jødedom. Det viser, at selvom vores tro er forskellig, så er vi nysgerrige på hinanden og på, hvordan vi hver især ser verden. Helt grundlæggende er vi jo alle først og fremmest mennesker.”

Det er ikke så tit, man møder nogen, der er så - hvad hedder det - religiøse

Eleverne fra 9. klasse har sammen med deres kristendomslærer forberedt besøget ved at lave plancher med spørgsmål til hver af de tre religioner. Efter en kort introduktion af Hamza (muslim), Isak (jøde) og Martha (kristen), sætter eleverne sig i grupper og bruger deres spørgsmål til at starte samtalerne.

Mathilde, Sofia, Kalle og Oscar virker alle ret begejstrede for besøget.

"Jeg synes, det her var meget mere spændende end når vores lærer står og fortæller – eller når man googler en religion. For det er bare information: 'Hvad gør alle jøder?' eller 'Hvad gør alle muslimer?' Her får man lov at høre, hvad de her mennesker selv tror på. Man kunne kigge dem i øjnene – det er ikke så tit, man møder nogen, der er så... hvad hedder det... religiøse,” fortæller Kalle.

Sofia supplerer:

”Jeg tror ikke, jeg har fået en større forståelse – men jeg har fået mere respekt. De er meget åbne overfor, at andre måske mener noget andet – men det her er bare den tro, der passer bedst til dem.”

"Jeg havde spørgsmål om Adam og Eva, og jeg synes, det var rart, at hun ikke troede 100 % på det, men også sagde, at der var lidt science over det," griner Mathilde.

"Man tror måske, at de synes, deres religion er den eneste rigtige – men de var meget åbne for, at andre også kunne have ret. Det var fedt," siger Oscar.

Religiøse er ikke alle ekstremister og ortodokse

Lærke Breum-Sandager underviser i kristendom på Klostermarksskolen og er initiativtager til besøget. Det er ikke første gang, hun benytter sig af tilbuddet – og det er der flere vigtige grunde til, fortæller hun. Især én føles mere aktuel end nogensinde:

"Der er en tendens til, at verden bliver mere og mere dem-og-os-agtig. Det er ekstremerne, der sætter dagsordenen. Sådan har det sikkert altid været, men det her projekt viser, at der findes noget midt imellem. At religioner ikke er hinandens modsætninger. At troende og ikke-troende ikke er hinandens modsætninger.”

Men for at kunne bygge bro, skal vi mødes og være nysgerrige på hinanden, mener hun.

"Eleverne har brug for at møde rigtige mennesker, som faktisk er religiøse – for det er meget fjernt for mange af dem. Det er vigtigt, at de forstår, at bare fordi man er religiøs, er man ikke et tilbagestående menneske, der lever i en hule. De her er veluddannede mennesker, som lever helt almindelige liv – og som tør sige højt, at de tror på noget. Det ændrer perspektivet for mange, er jeg sikker på.”

Hun slår fast, at det bestemt ikke er sidste gang, hun booker et besøg.

”Det giver mig håb”

Hamza Ali er jurist, og som fun fact afslører han for skoleeleverne, at han kan tale 5 sprog. Han er muslim, og deltager frivilligt i projektet DinTro-MinTro, fordi det giver ham håb – og fordi han selv lærer af samtalerne.

"Jeg tror, vi vækker de unges interesse, fordi vi ikke bare er en lærebog. Vi er levende mennesker, som praktiserer det, vi tror på. Det giver en helt anden form for relation og en anden samtale, som kan bryde med de stereotyper, mange – især sociale – medier forstærker.”

"Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde er gået fra et skolebesøg uden at være oprigtigt glad og fyldt med håb om, at vi kan arbejde hen imod en verden, hvor vi – på trods af forskelligheder – kan leve side om side med respekt.”

Kunstterapeut og teolog Martha Væggemose er enig med Hamza. Hun er kristen og mener, at det er vigtigt, at de unge oplever, at tro er levende – og at det ikke er noget, de skal skamme sig over eller ”putte” med. At troen faktisk kan give værdi til deres liv:

”Det er ikke alt i Bibelen, som jeg altid synes giver lige god mening – og det er helt okay. Det er, fordi vi altid er på vej i vores liv og dermed også på vej i vores tro. Tro indeholder både ting, der kan frustrere, og ting, der kan give fred,” fortæller hun.

”DinTro-MinTro betyder meget for mig. Vi skal formidle noget af det, som børnene og de unge ikke bare kan læse sig til i en lærebog. Det er et stort ansvar og en stor forventning at leve op til. Jeg er næsten altid nervøs, før vi skal på – men også taknemmelig og glad bagefter. For det her gør en forskel – det kan jeg mærke.”