Vi vil fred her til lands!

På sankthansaften havde jeg fornøjelsen af at besøge kulturhuset Fjordglimt, der ligger med udsigt til Roskilde Fjord. Jeg var inviteret til at holde årets tale, og selvom der ikke var tændt bål denne aften, handlede min tale om bålet, og jeg bad tilhørerne om at forestille sig, at der var et, der brændte.

Vores forfædre troede, at bålet kunne holde det onde på afstand. Ilden blev et symbol på håb og beskyttelse i en verden præget af krige, sult, sygdomme og usikkerhed. Men samtidig var der også fællesskab, håb og glæde.

Sådan er det også i dag. Vi lever med trusler udefra, som pandemier eller alliancer, der går i stykker. Men trusler vokser også i os selv, i form af frygt og modløshed. Derfor tænder vi stadig lys. Ikke blot som en ild, vi kan varme os ved, men som tegn på håb, omsorg og fællesskab.

Jeg bad de mange fremmødte på sankthansaften om at se på hinanden som det egentlige bål. For det er netop det gode fællesskab, der er lyset, der lyser op i mørket og kan være et værn mod det onde - alt det, der vil få os til at miste modet.

Men fællesskabet kan selvsagt også være det modsatte. Hvis ikke fællesskabet er præget af en god ånd - en imødekommende ånd, en kærlighedens ånd - så kan fællesskabet få mennesker til at føle sig mere alene end noget andet.

Rest & Reset

I disse dage begynder Roskilde Festival og igen i år er folkekirken til stede med pauserummet ”Rest & Reset”.

Her kan festivalgæster finde et sted med ro og nærvær midt i festivalens mange indtryk.

Sidste år blev teltet på Camping Øst et populært samlingssted med sofaer, bøger, fælleslæsning og frivillige, der tog imod alle med et smil.

Som religionspædagogisk konsulent Anita Obeling Kring siger: ”Det gode værtsskab er noget, folkekirken arbejder med hver eneste dag. Vi er vant til at skabe steder, hvor mennesker kan føle sig trygge, mødt og inviteret ind i et fællesskab - uanset hvem de er, og hvad de kommer med. Og det virker også på en festival,”

Det er en vigtig påmindelse om, at kirkens opgave ikke kun er at tale om fællesskab, men også at skabe det.

Rest & Reset er et samarbejde mellem stifterne Roskilde, København og Helsingør.

Hastværk er lastværk – husk tid til pause og eftertanke!

Jeg vil slutte min sommerhilsen med at minde om, at hastværk er lastværk – at vi skal sætte tempoet ned.

Derfor håber jeg, at både kirkeministeriet og vores nye kirkeminister vil give sig tid til grundige overvejelser om spørgsmålet om stiftsgrænser.

I forslaget, der blev sendt til ministeriet den 12. maj, er der lagt op til, at der skal ændres stiftsgrænser i forbindelse med at bispeembedet i Lolland-Falsters Stift bliver ledigt med udgangen af året.

Men før der træffes beslutninger, bør vi stille det afgørende spørgsmål: For hvis skyld gør vi det?

Jeg har talt med både præster og lægfolk på Falster, som ikke har bedt om og ikke ønsker denne ændring. Tværtimod frygter mange, at Lolland-Falsters Stift vil miste både navn, identitet og indflydelse.

Og som jeg sagde i min tale ved stormødet om stiftsgrænser i Haslev mandag den 22. juni, så er jeg overbevist om, at den skitserede løsning ikke vil være god - hverken for Roskilde Stift eller Lolland-Falsters Stift.

Jeg blev valgt som biskop over Roskilde Stift for fire år siden og man kan jo spørge: hvad har ændret sig i Lolland-Falsters Stift siden dengang? Hvad har pludselig ændret sig så grundlæggende, at sagen nu haster så meget, at vi tilsidesætter muligheden for at inddrage folkekirkens medlemmer, menighedsråd, sogne og provstier. Dermed vælger man at se bort fra det faktum, at  menighedsrådene i Roskilde Stift har valgt biskop for kun fire år siden.

Jeg mener fortsat ikke, at en ændring af stiftsgrænser nu og her er den rigtige vej at gå. Der findes allerede et godt samarbejde mellem vores stifter, der potentielt kunne udvikles yderligere.

Det er blevet foreslået fra flere sider – fra provster i begge stifter, fra Roskildes Stiftsråd og fra Landsforeningen af Menighedsråd, at den nye kirkeminister nedsætter en kommission, der kan arbejde mere grundigt med folkekirkens udfordringer og spørgsmål om stiftsgrænser og organisering. Og det forslag støtter jeg selvsagt op om.

Men jeg vil samtidig foreslå, at det ledige embede i Lolland-Falsters Stift besættes pr. januar 2027 og at den nye biskop dermed kan være med til at forme den gode løsning fremadrettet.

I mandags nævnte jeg i min tale, at hvis man ikke ser det som en mulighed, så kan jeg foreslå, at Lolland-Falsters Stift kommer til at høre til Roskilde Stift - men med en stor autonomi.

Det ville umiddelbart betyde en centralisering med dertilhørende gevinster, men man kunne samtidig indføre dekoncentrering, altså en fordeling af stiftets funktioner på forskellige lokaliteter, herunder Nykøbing Falster – hvor en provst kunne bo.

Mit alternative forslag – som fremsat i Jyllands-Posten den 10. juni – går ud på at etablere en såkaldt stiftsprovst med biskoppelige beføjelser i 95 % af den kirkelige ledelse med udgangspunkt i Maribo.

Denne stiftsprovst kunne være bosiddende i Maribo, mens Falsters Provsti med hovedsæde i Nykøbing ville have provstebolig i den tidligere bispebolig.

Det vil være vigtigt for mig at oprette autonomi – en stor selvstændighed i hele stiftet. Og det gælder ikke mindst på Falster og Lolland.

Og det fører mig tilbage til det tidligere forslag om at slå stillingen op, som den er nu. For som en fra Lolland-Falsters Stift sagde til mig forleden: hvis man ønsker at bevare en autonomi for Lolland-Falsters Stift, stiftskontor i Nykøbing Falster og domkirke i Maribo – hvorfor så ikke slå stillingen op som biskop over Lolland-Falsters Stift med den nuværende grænse.

Det er vigtigt, at vi ikke forhaster os. Det vigtigste er, hvordan vi sikrer en levende folkekirke i hele Danmark – også i de mindre lokalsamfund. Måske er den nuværende stiftsgrænse ikke så ringe endda, når det kommet til stykke?

Hvis vi i stedet for at oprettet et nyt Storstrøms Stift vælger at holde fast i eksistensen af Lolland-Falsters Stift – i alle tilfælde indtil videre, så giver det os tid til at tænke os om, og vi skaber den nødvendige arbejdsro for både stifterne, ministeriet og det igangværende arbejde med præstefordeling.

Sommeren giver netop mulighed for det, vi ofte savner i hverdagen: ro, eftertanke og nye perspektiver.

Og med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig god sommer.

Må den blive en tid med hvile, fællesskab og fornyet håb. Og lad os fortsat arbejde for det, vi synger om ved sankthans: Vi vil fred her til lands.

OBS! Læs det seneste nyhedsbrev lige her.