Påsken er bevægelsens tid
Af Ulla Thorbjørn Hansen, biskop over Roskilde Stift
Så blev det forår. Tid til at gå i haven eller skoven, tage buketter ind og købe påskeæg. Og som altid betyder det også, på vores breddegrad, at påsken står for døren. Påsken er bevægelsens tid, hvor vi i kirken hvert år tages igennem et drama i flere akter: fra indtoget i Jerusalem palmesøndag gennem påskens begivenheder, Jesu lidelseshistorie og død, frem til opstandelsens morgen. Når vi følger dagene og de tilhørende tekster i kirken, så tages vi på en eksistentiel rejse. En rejse, der peger os fra fald til oprejsning. Fra død til liv. Fra skyld til lettelse. Fra fornægtelse til bekræftelse. Påsken er særlig som højtid, og på en helt anden måde end julen.
Mange salmer hører til det faste repertoire i påsken, men skulle man vælge én af de nye til i år, så kunne man overveje salmen ”Håbet er levende” fra Himmelske Dage 2024 i Silkeborg, der dels med sit omkvæd får os til at synge påskens budskab, dels sætter ord på lyden af at gå mod kirken til gudstjeneste gennem gruset på kirkegården:
Lyden af fodtrin, gruset der knitrer,
menneskevarmen fra én ved din side
taler og lytter, følges et stykke af vejen
deler det, som er så svært at forstå med sin fornuft
at håbet er ude af graven
at håbet er ude at vandre
at håbet er levende, lyslevende
(Søgaard, 2024)
Den salme indeholder også en anerkendelse af, hvad det betyder for os at kunne dele livet med nogen. At være fælles om noget. Og dermed betydningen af det fællesskab, der kan opstå i de få ord, som veksles en søndag morgen på vej til eller fra kirke, på kirkebænken, i håndtrykket med præsten eller i våbenhuset ved kirkekaffen.
Fællesskab om at være folkekirke oplevede vi også på Stiftsdagen den 21. marts, som blev afholdt med mere end 300 fremmødte. Haslev Kirke dannede ramme om festgudstjenesten, og Emmaus lagde lokaler til den efterfølgende konference om troens betydning i vores liv. Dem af jer, der gik glip af dagen, kan opleve oplægsholderne i det Palladius, som udkom på dagen. Du kan læse det digitalt her.
I det samme Palladius kan I også læse om en række spændende begivenheder i foråret og forsommeren. I dette nyhedsbrev har vi fremhævet nogle af mulighederne. Det gælder fredsgudstjenesten store bededag i Roskilde Domkirke den 1. maj, det kommende Landemode onsdag den 17. juni samt Stiftskonventet for præster, der afholdes den 26.-28. maj for alle stiftets præster, og som nu er åbent for tilmelding.
Jeg vil også gerne gøre jer opmærksom på uddannelsen i bibelsk sjælesorg, som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter tilbyder i Herfølge Sognegård over to moduler i september for præster og lægfolk. Her kan man lære at facilitere samtaler om tro, tab og traumer. Det er en uddannelse, som spiller fint sammen med vores strategi for folkekirken i Roskilde Stift: at vi skal være Sjælesorgens Kirke. Læs mere her.
Endelig er der i magasinet også spændende information om den kommende sæson af KURS Akademi, Saloner og inTRO.
Så masser af godt læsestof til helligdagene.
Jeg ønsker jer alle en god påske og Guds fred.
OBS! Læs det seneste nyhedsbrev lige her.