”We will remember them”
Af biskop Ulla Thorbjørn Hansen
Sidste lørdag i januar deltog jeg i en stille march – ”No words” – til ære for de danske soldater, de udsendte, de faldne og familierne.
Vi gik fra Kastellet til den amerikanske ambassade. Og da vi kom frem til ambassaden, blev navnene på de faldne læst op, og vi mindedes i stilhed dem, vi har mistet – ære være deres minde! Der blev holdt fem minutters stilhed: 1 minut for Hæren, 1 minut for Flyvevåbnet, 1 minut for Søværnet, 1 minut for Beredskabsstyrelsen og 1 minut for Politiet.
På Kastellet var der kransenedlæggelse inden afgang til den amerikanske ambassade, og Carsten Rasmussen, som er landsformand for Danske Veteraner, holdt en tale og sagde bl.a. følgende:
”Ingen ord beskriver, hvor ondt det gør, at Danmarks indsats og ofre i kampen for demokrati, fred og frihed er glemt i Det Hvide Hus. Danmark har altid stået side om side med USA – og vi har stillet op i verdens brændpunkter, når USA har bedt os om det. Vi føler os svigtet og latterliggjort af Trump Administrationen, som bevidst ignorerer Danmarks kamp side om side med USA.
Ingen ord forklarer, hvor ondt det gør, at Trump Administrationen tydeligvis ikke respekterer Kongeriget Danmarks suverænitet og grønlændernes ret til selvbestemmelse.
Ingen ord udtrykker, hvor meget vi føler for vores amerikanske våbenbrødre, og hvor meget vi håber, at vi igen en dag kan stå skulder ved skulder”.
Det var en kold, men samtidig gribende dag. For i krig mister vi noget, nogen, og det skal vi aldrig glemme.
St. Bededag
Nu er der udskrevet valg. Og sandelig om ikke St. Bededag er kommet på dagsordenen igen – og med et forslag fra enkelte partier om genindførelse af dagen som national fri- og helligdag. Bliver det forslag stemt igennem, så håber jeg, at det sker på baggrund af en erkendelse af, at der blev begået en fejl ved at fjerne en helligdag uden en forudgående debat med befolkningen og folkekirken.
Uanset realiteterne efter valget vil jeg fastholde dagen som en tradition og lejlighed til netop at sætte fred på dagsordenen gennem bønnen.
Derfor vil vi i stil med sidste år både igangsætte indsamling til Vores Bøn – 2026 og invitere til fredsgudstjeneste i Roskilde Domkirke. Der vil også – for at støtte mere lokale initiativer til freds- og bønsgudstjenester i hele stiftet – blive samlet gode erfaringer ind fra alle jer, som så vil blive samlet til en liturgi, som alle kan lade sig inspirere af. Også gerne med forskellige forslag til salmer mv.
”Folkekirken kan virkelig også noget.”
Og så har vi jo afholdt årets konfirmandtræf over 3 dage i første uge af februar under temaet ”tro, håb og kærlighed”. Her fik konfirmanderne stiftet bekendtskab med Paulus, og hans liv og breve blev levendegjort ved tre poster.
Trods sne og slud om torsdagen fik vi alligevel givet dem, som trodsede vejret, en god oplevelse. Tak for alt til alle jer, der var med på forskellig vis. Det er altid nogle utrolig berigende dage. Vi er mange, der går trætte, men glade hjem om aftenen. Ja, som nogle sagde i kirkens dør:
”Folkekirken kan virkelig også noget.”
Husk tilmelding til Stiftsdagen
Og når det ene event er forbi, så er det jo glædeligt at se frem til det næste: Roskilde Stiftsdag den 21. marts afholdes i år i Haslev og har temaet ”Kan tro give styrke”?
Tilmelding senest den 9. marts - lige her.
Hold håbet op
Når man ser på verdens problemer, krige og trusler om terror og klimakatastrofe, eller selv befinder sig i en svær tid, så kan man godt føle en vis afmagt over alt, der sker – den mangel på kærlighed, der viser sig.
Vi kan føle os magtesløse i tiden, mens vi samtidig ser på mennesker, som har alt for meget magt.
Ja, vi kan have det som Peter Plys, når han siger, at ”Det er meget svært at være modig, når man kun er en meget lille bjørn”.
Der har som sagt lige været konfirmandtræf her i kirken – og mange konfirmander vil sige, at de ikke synes, at de bestemmer noget som helst. Men sandheden er, at vi alle har magt. Vi bærer alle lidt af hinandens liv i vores hænder.
Og nogle gange er de mindste ting dem, der fylder mest – glæde og mening findes ofte i det enkle: et kram, en ven, en stille stund, et indfald, en vild idé, nogle at gå sammen med om den vilde idé.
I februar var jeg en tur på Sejerø, og på færgen bemærkede jeg et skilt, hvor der stod noget i retning af: Tal ordentligt med hinanden og til vores medarbejdere!
I al vores magtesløshed har vi med vores liv den allerstørste betydning for andre mennesker og den verden, vi lever i.
Vi har magt til at gøre godt eller dårligt. Det er ikke lige meget, hvad du siger, og hvad du gør – hvordan du lever dit daglige liv – du har magt til med dine ord og handlinger at tage imod, række ud eller afvise den anden – de andre.
Jeg vil slutte min hilsen af med at citere fra salmen ”Hold håbet op” – som vi sang til konfirmandtræffet i år. Salmen er skrevet af Marianne Søgaard og er egentlig en adventssalme. ”Vi håber og venter på ham, der skal komme julenat”, står der.
Vi er nu mere end 2000 år efter denne første julenat, i årets første måneder, og han er kommet. Og han skal fortsat komme. For han har lovet at være med os, når to eller tre er forsamlede i hans navn. Han kommer til os – han skænker os sit liv – sin ånd – så vi skal leve – ikke på må og få tilfældigt, men i tjeneste for ham, som er kærligheden selv. Vi elsker, fordi han elskede os først. Og der er mennesker, som håber og venter på lige netop din hjælp.
Den hjælp kan vise sig på mange forskellige måder. Nogle samler ind til Kræftens Bekæmpelse eller Kirkens Korshærs arbejde blandt hjemløse. Andre vil den anden søndag i marts samle ind til Folkekirkens Nødhjælp for derigennem at hjælpe mennesker, der er ramt af kriser, sult, krig og terror.
Til jer alle skal der herfra lyde en tak og god arbejdslyst og en opfordring til at holde håbet op:
Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig
Her er en fremtid her er liv han er på vej
Se snefnug ligner noder i en symfoni
Jeg ser på himlen over dét jeg lever i
Hold håbet op
Stjernen viser vej
Hold håbet op
Mørket skjuler sig
Hold håbet op
Hold det foran mig