Hvor går grænsen?

Hvor går grænsen? Det var temaet for årets konvent for stiftes præster, som i år fandt sted i Roskilde.

Da vi valgte overskriften, havde vi ikke forestillet os, hvor aktuelt den ville blive. For netop spørgsmålet om grænser fylder meget i denne tid – ikke mindst i debatten om stiftsgrænser og folkekirkens organisering.

Men spørgsmålet rækker langt videre end den aktuelle diskussion.

Hvor går grænsen for kirkens opgave? Hvor går grænsen for, hvad vi kan rumme som folkekirke? Hvilken betydning har det for vores lutherske bekendelsesgrundlag? Hvordan taler vi med og om hinanden? Hvad kan kirken bidrage med i forhold til klima, diakoni og fællesskab? Hvordan møder vi mennesker ved livets store grænser – fødsel, sorg, sygdom og død?

Det var nøgle af de spørgsmål, som blev drøftet på konventet og som gav anledning til mange gode samtaler.

Du skal elske din næste som dig selv

Lige før konventet fejrede vi pinse. Her hører vi om Guds Ånd, som skaber frihed. Som apostlen Paulus skriver i sit 2. brev til Korintherne ”Hvor Herrens ånd er – er der frihed.”

Men den frihed er ikke grænseløs. Den er ikke en frihed til at trampe på andre. Det er heller ikke en frihed, der lader sig kue af andre – af frygt for terror eller for den sags skyld frygt for noget som helst andet. Tværtimod er det en frihed, der er kendetegnet ved ansvar, omsorg og kærlighed.

Ja, sagt med ord af Paulus: ”Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. For hele loven er opfyldt i det ene ord: ´Du skal elske din næste som dig selv.’ Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt” Gal. 5, 13-17.

Det er måske den vigtigste grænse af alle: når vi glemmer hensynet til vores næste. 

Omsorg – også for kirken på landet

At være kirke er handler ikke om at være enig om alt. Der vil altid være spørgsmål, som kalder på debat og uenighed. Vi er jo folkets kirke og skal rumme os alle.

Men vi må bestræbe os på at føre samtalerne på en måde, så vi ikke mister respekten for hinanden.

Det gælder også den aktuelle diskussion om stiftsgrænser.

Jeg er enig i at Lolland-Falsters Stift har nogle udfordringer som kalder på handling. Men jeg mener ikke at løsningen er den foreslåede ændring af stiftsgrænser. Der findes allerede et godt samarbejde mellem vores stifter, der potentielt kunne udvikles yderligere

På sit møde i sidste uge anbefalede Roskilde Stiftsråd at den nye kirkeminister nedsætter en kommission, der kan arbejde mere grundigt med folkekirkens udfordringer, og spørgsmål om stiftsgrænser og organisering frem mod udgangen af 2027.  

Det er vigtigt, at vi ikke forhaster os. Det afgørende spørgsmål er jo ikke hvor grænserne skal se ud på et kort, men derimod hvordan vi bedst sikrer en levende folkekirke i hele landet – også i de mindre lokalsamfund.

Hvordan får vi meste kirke for pengene? Hvordan sikrer vi os, at vi også har en folkekirken i fremtiden – også for de mennesker der bor på landet.

Så hvor går grænsen?

Svaret findes næppe alene i geografien eller i kirkens strukturer. Det afgørende er, om de grænser, vi sætter, hjælper os til at være folkets kirke.