Fra grøn omstilling til dobbelt medlemskab, Gaza og pauserum på Roskilde Festival
Sommeren er over os, og det betyder også for de fleste ferietid. Men inden vi spredes i det danske og udenlandske ferieland, så skal I alle have en hilsen fra biskop Ulla Thorbjørn Hansen.
Min sommerhilsen kan måske passende begynde med en reklame for vores tilbagevendende fejring af skaberværket den 21. september.
Med et stort ønske om at støtte lokale kirkers handlemulighed indenfor den grønne omstilling, både konkret og i mere spirituel forstand, inviteres I alle til den grønne 1-dags festival, Skaberværk.
Der vil være gudstjenester i Domkirken, workshops, og i biskoppens have vil der være hygge og spændende talks, og du har mulighed for at vandre fra Skjoldungernes Land til Skt. Ibs Kirke i Roskilde.
Vi har under overskriften Fra klimaangst til handlekraft forsøgt at skabe en hel dag, hvor alle kan være med.
Det fulde program kan ses her.
Fra den grønne omstilling til dobbelt medlemskab.
I Danmark bliver man medlem af folkekirken, når man bliver døbt. Og dåben er det mest afgørende overgangsritual, vi har. For i dåben gøres vi til Guds børn og kan leve i tro på betingelsesløs syndsforladelse og håb om evigt liv.
En dåb gælder hele livet. Vi kan altid søge kontakt med Gud gennem den ånd, der lægges i vores hjerter, af Gud. Det er egentlig dejligt enkelt. Det er Gud, som i dåben forandrer os - barn eller voksen. Den forandring skal vi genbesøge mange gange i vores liv gennem nadveren, bøn, gudstjeneste og meget mere.
Ja, i nadveren beder vi Gud om at fuldende, hvad han har begyndt i os, styrke vor tro, grundfæste vort håb og gøre den indbyrdes kærlighed levende iblandt os. Det er en stærk bøn. Der henvises her til det, som Gud har begyndt i det enkelte menneske i dåben ved den pagt, der er indgået. Vi skal vokse og modnes som Guds børn og kristne mennesker. Men vi skal aldrig døbes igen – for hvad Gud én gang har lovet os – at vi tilhører Kristus, og at han er med os alle dage – dét står ved magt for evigt.
Nogle ønsker, at man skal kunne have medlemskab af alle andre kristne trossamfund samtidig med medlemskab af Folkekirken, til trods for at der iblandt visse af disse kirkesamfund, er stor uenighed om blandt andet dåbens betydning og gyldighed. Som nogle af jer sikkert har bemærket, så er jeg skeptisk i forhold til dette ønske. Folkekirken skal være rummelig - meget endda - men i en omsorgsfuld forstand. Det betyder, at alle skal kunne blive døbt og dermed favnet af fællesskabet. Men det betyder ikke, at vi skal gå på kompromis med vores grundlæggende opfattelse af, hvad folkekirken står for.
I diskussioner om dobbelt medlemskab er dåbens gyldighed på spil. Og er vi uenige om dens betydning – så er vi grundlæggende så uenige, at fælles medlemskab vil give konflikter. Der er mange nuancer i denne diskussion om dobbelt medlemskab, og jeg vil gerne, som altid, invitere til, at I også lokalt lader jer engagere i enhver debat om, hvad det betyder at være Guds barn, at være kristen og folkekirke. Ja, hvad det betyder at være medlem af den danske folkekirke?
Den diskussion, som allerede har udfoldet sig i medierne, kan I læse om via disse links:
Biskop: Sag om gendåb viser problemerne ved at tillade dobbelt medlemskab | Kirke.dk
Ovenstående links er desværre bag en betalingsmur, men den 13. juni stod jeg for en fredagsandagt i Domkirken, hvor jeg kom ind på det samme. Den prædiken kan I læse her.
Rest and Reset – folkekirkeligt pauserum på Roskilde Festival
En del af at være rummelig kirke, og Kirke i vor tid, Sjælesorgens kirke, er at stille op og være til stede der, hvor mennesker kan have behov for at søge fred for en stund. Vi er derfor glade for igen at kunne være til stede på Roskilde Festival.
Her tilbyder vi et pauserum på den store campingplads Øst, der hedder Rest and Reset. Det vil være en tryg base, hvor der er mulighed for at tage en timeout fra festivalens overflod af sanseindtryk. Er du der – så kig ind til præster og andre frivillige, som står klar alle dagene.
Hvorfor skrev du ikke under?
Jeg har modtaget en del henvendelser med tak for, at jeg ikke skrev under på en fælles såkaldt Gaza-erklæring fra mine kollegaer, udsendt den 18. juni med opfordring til regeringen om at lægge pres på Israel. En enkelt har skrevet og spurgt, om jeg ikke i det kommende nyhedsbrev kunne fortælle om, hvorfor jeg har valgt ikke at skrive under.
Et kort svar på det spørgsmål kom jeg med til Kristeligt Dagblad, og det blev bragt i avisen den 19. juni. Jeg sagde her helt kort:
”Jeg deler sorgen over den forværrede situation i regionen, men kompleksiteten i konflikten er for stor til, at jeg vil være med til et officielt dokument fra os biskopper herom”.
Se hele artiklen her: Elof Westergaard mener ikke, at biskopper skal lægge pres på Israel: Her er vi ude i storpolitik | Kristeligt Dagblad.
Jeg deler som sagt sorgen over den forværrede situation i regionen, hvor børn og voksne lider under krigens og terrorens rædsler. Og jeg forstår godt lysten til at ville gøre noget.
Men jeg mener fortsat, at kompleksiteten i konflikterne er for stor til, at jeg vil være med i et officielt dokument fra os biskopper herom. Og jeg tvivler på, at en opfordring fra en række biskopper vil gøre en forskel.
Det handler dybest set om mit syn på bispeembedet og på, at jeg ikke mener, at jeg som biskop er kaldet til at komme med politisk vejledning om situationen i Mellemøsten – eller situationen i andre dele af verden, som andre ved meget mere om.
Det er klart, at jeg også går ind for, at der skal åbnes op for nødhjælp til alle nødlidende i Gaza og regionen – og jeg ønsker også, at fangerne frigives, at der må komme fred i regionen. Og det er et ønske, som jeg er overbevist om, at jeg deler med vores regering – det behøver jeg ikke i min rolle som biskop at fortælle vores regering.
Det handler for mig personligt også om, at Folkekirken er en evangelisk-luthersk kirke, hvor der er tradition for at skelne mellem det verdslige og det åndelige regimente.
Læs min uddybende teologiske begrundelse her.
Jeg har været med til at holde fredsgudstjeneste Store Bededag – hvor vi bad for fred i verden. Her var der netop IKKE tale om en politisk støtteevent til én part i en konflikt – men en forbøn for voldens og katastrofernes ofre på alle sider. Der er kort sagt brug for, at vi forener alle gode kræfter i arbejdet for forsoning, retfærdighed og fred flere steder i verden. At vi hver især bidrager med hjælp dér, hvor vi kan, og ser, at det giver mening for os. Se i øvrigt andre artikler om emnet her:
Den 18. juni var der en artikel i det digitale medie kirke.dk om erklæringen: Elof Westergaard står ikke bag Gaza-erklæring, selvom han deler bekymringen | Kirke.dk og den 22. juni i Berlingske Tidende: Biskopperne vil have regeringen til at »lægge pres« på Israel. Nu bliver de beskyldt for at ville føre udenrigspolitik
Og så til slut – et tilbageblik og en refleksion:
Jeg vidste det jo godt, da jeg stillede op som biskop, men alligevel er det overvældende, hvor mange imødekommende, dygtige og engagerede mennesker, jeg bliver mødt af, når jeg rejser rundt i stiftet som biskop. Så når jeg om lidt tager på nogle ugers sommerferie, så vil det være med en stor følelse af taknemmelighed for det, som jeg er en del af, og som skabes i alle vores lokale kirkers fællesskaber.
Folkekirken i Roskilde stift har det godt på rigtig mange måder. Det er ikke for at idealisere folkekirken og lukke øjnene for de udfordringer, som vi står over for. Men jeg nævner det, fordi vi skal huske at glædes over alt det skønne kirkeliv, som vi deler og ikke mindst: deler ud af.
Til hinanden, i det nære og til mennesker ude omkring med en løsere tilknytning til kirken. Alt dét synes jeg, at vi skal være stolte af og taknemmelige for.
Med disse ord ønsker jeg alle en skøn sommer, og jeg glæder mig til at møde jer igen rundt omkring i vores stift efter ferien.
Rigtig god sommer til alle!
P.S. Jeg vil her til sidst opfordre jer til at læse hele nyhedsbrevet. Det rummer mange indlæg med relevans for forskellige dele af kirkelivet.