Stillingsopslag: HR-administrativ medarbejder til Roskilde Stiftsadministration
Har du lyst til at prøve kræfter som administrativ HR-support og sekretær i vores reception? Så er du måske vores nye kollega i Roskilde Stiftsadministration
Roskilde Stiftsadministration er en administrativ enhed i Folkekirken, med 16 ansatte. Arbejdsopgaverne i stiftsadministrationen er alsidige og omfatter bl.a. administration vedrørende folkekirkens ansatte samt folkekirkens bygninger og kirkegårde. Vi yder rådgivning og sagsbehandling i forhold til menighedsråd, præster, provstiudvalg vedrørende personaleforhold, byggesager, plansager, økonomi mv. Du kan læse mere om hvad en stiftsadministration er, og hvilke opgaver vi varetager på www.roskildestift.dk.
Dine hovedopgaver vil være:
HR-supportopgaver i forbindelse med præsters løn- og ansættelsesforhold, herunder sygefravær og registrering heraf, barsel og forældreorlov, studieorlov, uddannelse, flyttegodtgørelser, tjenestedragter, jubilæum, vikaransættelser og fratrædelser. Du vil skulle foretage løbende systemindberetninger og arbejde med databehandling og kvalitetskontrol. Vi arbejder i KMD Opus Rollebaseret indgang og benytter excel som dagligt hjælpeværktøj. Dertil benytter vi F2 som journalsystem.
Sekretæropgaver i receptionen, herunder yde service overfor vores kunder, gæster og samarbejdspartnere. Betjene virksomhedstelefonen og sikre at telefoniske henvendelser besvares og/eller omstilles videre. Back-up i forbindelse med at tjekke, journalisere og fordele den elektroniske hovedpostkasse. Vi arbejder i journalsystemet F2.
Servicering og drift af huset, bestille mødeforplejning, administration af kalender for mødelokaler, diverse kontorindkøb, nøgleadministration, udstedelse af parkeringstilladelser og selvfølgelig modtagelse af gæster, der skal til møde i huset. Dertil andre opgaver, der naturligt hører til i receptionen. Drift af IT, kopi og printer, telefonsystem, kontakt til rengøringspersonale og håndværkere, der servicerer huset.
Vi forventer, at
Du er god til tal og gerne erfaring med databehandling. Har du erfaring med KMD Opus er det en stor fordel, ligesom erfaring med excel.
Du trives med at arbejde med mange forskellige administrative opgaver.
Du kan have mange bolde i luften, være struktureret og arbejde i et miljø med mange afbrydelser.
Du har en faglig og relevant uddannelse.
Du er initiativrig, udadvendt, servicemindet og har ordenssans.
Hvad kan vi tilbyde?
Vi kan tilbyde dig et job på en arbejdsplads, hvor udfordringer og gode relationer er nogle af kendetegnene. Derudover kan vi tilbyde dig et godt fagligt og socialt miljø, med fokus på trivsel og arbejdsglæde. Vi har gode ansættelsesforhold, med fleksible rammer. Endelig kan vi tilbyde samarbejde med engagerede og gode kollegaer. For den rette kandidat kan der være mulighed for yderligere spændende opgaver.
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisation – Det Statslige Område (OAO’s Fællesoverenskomsten) og Organisationsaftalen indgået mellem Finansministeriet og HK/STAT for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (folkekirken). Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til Overenskomst mellem Finansministeriet og HK/STAT. Stillingen er på 37 timer/uge.
Yderligere oplysninger vedrørende stillingen kan fås ved henvendelse til kst. stiftskontorchef Asger Gewecke på tlf. 46381923 eller mail awg@km.dk. Du kan også kontakte bispesekretær Charlotte Malmroes på telefon 46 38 19 24 eller på mail cham@km.dk
Ansøgning med CV, vedlagt kopi af eksamensbeviser og eventuelle anbefalinger sendes til kmros@km.dk og skal være Stiftsadministrationen i hænde senest den 8. november 2022.
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 46 og 47.
Roskilde Stift ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.