Fortsæt til hovedindholdet
Workshop 1

Kirkegården
- et grønt åndehul

Roskilde Stift findes mere end 300 kirkegårde fordelt på et areal på 5.480 km². Men hvad skal fremtidens kirkegårde kunne tilbyde? Og hvordan kan grønne løsninger være med til at skabe nyt liv og nye muligheder i en tid, hvor færre vælger den traditionelle begravelse?

På denne workshop, som i virkeligheden består af to workshops, dykker ned i kirkegården som et unikt grønt netværk midt i både byer og landskaber.

Sammen undersøger vi, hvordan kirkegårdene kan udvikle sig til endnu stærkere fællesskabsrum med plads til biodiversitet, lokal forankring og nye måder at bruge og opleve de grønne områder på.

Kirkegårdsleder Rasmus Juhl Christoffersen tager os med op i helikopteren og giver sit bud på de udfordringer, kirkegårdene står over for - men først og fremmest på de muligheder, der opstår, når gravsteder bliver ledige, og nye arealer kan tænkes på nye måder.

 

Derefter kan man vælge at deltage på en de to følgende workshops:

Workshop 1: Krea-workshop: Få en kirkegård til at summe af liv

Vær med til at skabe nye beplantningsforslag til konkrete kirkegårde, så der skabes flere leve- og fødesteder for bestøvende insekter. I selskab med graverne og med saks, billeder og lim - og naturtips fra Danmarks Naturfredningsforening - skaber vi collager af en mulig frodigere fremtid. (Workshoppen er for unge og voksne)

Ledes af Mikkel Ejsing fra Danmarks Naturfredningsforening og Gunilla Stine Rasmussen der er arkitekt og grøn projektudvikler.

Workshop 2: Grønne muligheder 

Rasmus Juhl Christoffersen tager os med på det vilde område bag Domkirken: Provstemarken og ser på, hvordan stauder, græsarealer, gamle træer, kvas og andre biodiversitetsfremmende tiltag kan skabe en grønnere og mere levende kirkegård. Rasmus Juhl Christoffersen deler erfaringer med, hvordan en ændret drift både kan give mere natur, skabe attraktive kirkegårdsrum og i nogle tilfælde frigøre ressourcer - hvis omlægningen gribes rigtigt an. Kom med og få inspiration og konkrete greb til, hvordan ledige arealer kan blive til nye grønne muligheder på kirkegården.