Fortsæt til hovedindholdet
Interview med Kristine Stricker Hestbech, sognepræst i Havdrup Kirke

Grøn spiritualitet – skab forandring indefra

"Vi er blevet planteanalfabeter i Danmark, og det er et problem, hvis vi vil lykkes med at passe på naturen, miljøet og klimaet. For det, vi ikke kender, passer vi ikke på. Det, vi ikke kan mærke, betyder mindre for os.

Sådan siger sognepræst Kristine Stricker Hestbech, som den 21. september afholder en workshop, der kan hjælpe dig med at skabe grøn forandring indefra. Herunder kan du læse, hvorfor hun mener, at det er vigtigt, at vi hver især ændrer vores personlige relation til naturen for at kunne lykkes med den grønne omstilling.

Læs mere om workshoppen og den grønne éndagsfestival ”Skaberværk” som den er en del af.

"Spørg et barn på tre år, om det kender navnet på et dyr – og det kan let nævne ti. Men spørg en voksen, om de kan nævne navnet på ti planter, og de vil have svært ved det.

Så snart man begynder at lære navnene på det, der omgiver os, begynder man også at forstå naturen. Men det er også vigtigt, at vi lærer, hvordan barken på et træ føles, hvordan lyden af vinden i højt græs lyder, eller hvordan våd jord lugter.

Den åndelige oprustning, som der tales så meget om i andre sammenhænge, skal vi også have i forhold til den grønne omstilling. Men denne oprustning starter med en vidensmæssig oprustning, så vi forstår, hvorfor det er vigtigt, at vi har vilde strandenge, mørke skove, vi slet ikke kan gå ind i, eller grøftekanter, som er fulde af insekter.

Og så indebærer oprustningen, at vi lærer at mærke og sanse naturen. At vi lærer at være i den og slappe af i den. At bruge den til at lade op.

For i dag er naturen for langt de fleste af os ofte blot et sted, vi går tur i, mødes og snakker i – eller et sted, vi passerer på vej fra ét sted til et andet. Naturen er ofte sekundær – også når vi befinder os i den.

Så på denne workshop skal vi prøve virkelig at være til stede i naturen og indoptage den gennem vores sanser.

Kristendommen handler jo om at rumme alle, så derfor hænger denne tilgang til naturen – til Skaberværket – rigtig godt sammen.

Vi skal ikke kun kunne rumme de smukke planter og dyr – dem, der er lækre og lyder skønne – vi skal også gøre plads til de grimme og stikkende planter. Naturen er meget mangfoldig – og nogle gange også meget grov.

Dermed ikke sagt, at vi bare skal lade stå til – nej, tværtimod. For vi skal også tage vare på Skaberværket, så det netop ikke kun bliver et sted for de stærke, dem der breder sig og ødelægger det for de mere skrøbelige dele af vores natur.

Men ved ikke at være bange for eller tage afstand fra dele af naturen, kan vi lære at være i den og slappe af i den.

Som der står i Bibelen: Gud skabte verden på seks dage – og på den syvende dag hvilede han."

Og det skal vi også lære: At den syvende dag – der skal vi lægge os under træet eller i hængekøjen og bare tage naturen ind, som den er, med al dens ukrudt, lugte og larm.

Så denne workshop er forhåbentlig et lille skridt i retning af at uddanne flere til at nyde naturen."