Fortsæt til hovedindholdet
 Carsten Mulnæs & Søren Fanøe

TROSLÆRE

Carsten Mulnæs (CM) er sognepræst i Lynge og Vester Broby sogne ved Sorø og teologisk KURS-konsulent i Roskilde Stift, hvor han er kursusleder for både KURS Akademiet, KURS Saloner og KURS inTRO. Tidligere sognepræst ved Sct. Mortens Kirke i Næstved samt Lillerød. Han er en erfaren underviser, flittig foredragsholder og debattør, samt udgiver af videnskabelige artikler om teologen Eberhard Jüngel. Formand for Tænketanken Eksistensen 2018-2020 og forfatter til bogen ”Lillerød-prædikener” fra 2022.

 

KURS er for dem, der gerne vil vide, hvad vi allerede tror på. I faget dogmatik formuleres troen som en eftertanke over noget, vi kan vide. Denne troslære bygger på arbejdet med de andre teologiske discipliner, og ser kristendom som en sammenhængende helhed, der ikke stivner. Hvis troen skal forstå sig selv som stadig eksistentielt relevant, må aktuelle erfaringer hele tiden rejse nye spørgsmål.

 

 

Søren Fahnøe (SF) er sognepræst i Sorø Klosterkirke og har tidligere været sømandspræst, fængselspræst, sygehusberedskabspræst, uddannelsespræst og akademisk forlagsmedarbejder. Han er uddannet fra Svendborg Søfartsskole, Københavns Universitet og University of Kent in Canterbury i skibsmotorlære, teologi og filosofi. Han har undervist i filosofi og historie, lavet podcast, haft sorggruppe for gymnasieelever, deltaget i covid-beredskabet for patienter og sundhedspersonale.

 

Faget Troslære er blandt andet en fordybelse i sproget. Uklare ord er uudryddelige, men man kan forsøge at luge ud i dem. Troslære giver groplads til at tænke klarere over, hvad du som menneske er i forhold til den Gud, du ikke af dig selv kan tro på. Modulerne vil udfolde mennesket som et væsen, der hen ad vejen misforstår sig selv og sine muligheder (teologisk antropologi), og på hvilke måder man kan gribe fat i forholdet mellem Gud og menneske (forsoningslære). Inspiration fra tekster hentet i dogmatikken, naturvidenskaberne, filosofien, kunsten og litteraturen bliver inddraget.